Datoer på klubaftenen for juniorer

Lige lidt datoer og links som opfølgning på klubaftenen for juniorer

Program:4/4 Påskeferie – ingen træning11/4 og fremover almindelig juniortræning fra kl. 18-20

16/4 Herredsvang Open – Vi aftaler til træning

11/4 En lørdag i maj er der Aarhusmesterskabet. Det snakker vi om en af tirsdagene.

Lidt links til påskeferien: Børne-DM i opgaveløsning med opgaver og løsninger

Det udvidede teknikmærke Så er der slutspil. Start med bronze, så sølv… og så guld. Der er løsninger med, men prøv først. Åbningen, vi kiggede på i dag hedder Stafford Gambit, og er fuld af fælder. Der er mange videoer på YouTube.

Her er en

2.holdet sikrer sig endnu en sæson i 1.division

I dagens afsluttende fællesrunde i 1.division blev det til endnu et fremragende resultat for 2.holdet, da Silkeborg blev slået med 4½-3½.

Kresten og Jakob Bjerre stod for 2 flotte gevinster i henholdsvist et studie i positionsspil og køligt forsvarsspil som modsvar på et voldsomt kongeangreb. Dermed endte vi på 5. pladsen med 26 ½ point og intet mindre end 8 matchpoint. Hele sæsonen har mavefornemmelsen været god, og reelt set var vi aldrig i tvivl om, at vi både kunne og ville sikre os endnu en sæson. Sejren i dag var kulminationen på en uafbrudt stime af flotte resultater, hvor holdet konsekvent har præsteret over forventning. Faktisk har der kun været en enkelt match hvor vi var marginalt knebne favoritter; ellers har vi haft rollen som underdogs. En fornøjelse at være på et hold hvor alle mand på alle brætter har kæmpet samt leveret. Da vi sidste år rykkede op – efter et drame i sidste runde hvor vi lige akkurat nåede at indhente Springeren – kom Henrik Ochsner med champagne for at fejre resultatet. Derfor var det kun passende, at vi også denne gang skålede i gode dråber, og holdet dedikerede det gode resultat til mindet om Henrik.

Fra venstre mod højre de glade Aarhus/Skolerne spillere: Kresten Skytte Hagen, Jesper Hammer Larsen, Jesper Mygind, Jakob Bjerre Jensen, John Rendboe, Jacob Arnbjerg og Thomas Mygind. Michael Tettinek var kørt da billedet blev taget.

Amanda Skytte er danmarksmester!!

Yes, vi har en Danmarksmester i klubben. Amanda Skytte vandt mesterskabet for piger i Gruppe F. Kæmpestort tillykke til Amanda med det flotte mesterskab. En stor uge for familien Skytte må man sige. Vi glæder os til at se mere.

1.holdet tabte 3½ – 4½ til SK68 i Skakligaen

Ak – et nederlag: 1.holdet tabte 3½ – 4½ til SK68 i Skakligaen.

Og da det er matchpoint som tæller her, var det et særdeles kedeligt nederlag. Vi havde et par afbud og underpræsterede en anelse, med ca. 0.75 point. Især i bunden var vi presset. Selv rutinerede Finn Pedersen der har spillet fortræffeligt i år, uden tab, gik galt i byen. Kresten havde et heftigt parti hvor det set fra kanten så ud som om der var chancer undervejs. På bræt 7 fik jeg (John Rendboe) en betænkelig stilling, men vred det til en solid remis, hvor jeg måske havde chancer i slutspillet. Jan Sørensen led, som Finn, årets første nederlag. Et svært overskueligt parti, hvor sorts bønder vandt over et tårn. Det virkede lidt stolpe ud. Hilmirs parti så ganske logisk ud. En remis efter et mindre hvidt initiativ. Tror jeg nok. På bræt 5 havde Martin måske et lille pres, der også blev remis. Og så var der toppen. Bjørn Møller Ochsner vandt bare. Som en kværn der stille og roligt kørte gennem modstanderens ellers fortræffelige spil. Ja, ja, præstationen er forlængst over 2700 (!). Uffe Vinther-Schous modstander ofrede løs. Uffe tog, hvor der skulle tages og gav igen, hvor der skulle gives. Det så meget sikkert ud.

Sejr for 4. holdet i Viby

Fjerdeholdets meritter skal ikke forbigås i tavshed. Det blev i går aftes til en smal sejr ude mod Viby! Det endte 1 ½ – 2 ½. Peter spillede remis på 1. bræt. Philip og August hentede begge et point hjem på henholdsvis 2. og 4. bræt.

2.holdet vandt 5 – 3 over SK 68 II

Dermed er det ikke sikkert, at vi bliver oppe, men tæt på, der fire point ned til nedrykningsstregen. Holdet havde fornøjelsen af Rasmus Skytte på bræt. En sejr med de sorte brikker i 20 træk var helt knusende. Et enkelt parti mere blev vundet. I flere andre partier så det pænt ud, men det hele blev remis.

Det lysner for holdet!

ÅM ’23

Aarhusmesterskabet i skak 2023 er slut.

Fem runder over weekenden er spillet til ende. Turneringen var det første resultat af det nye samarbejde mellem en række lokale klubber, Viby, VRS, Nordre, SK68 og Aarhus Skakklub/Skolerne.

Efter Chesshouse ikke længere er der, er der i stedet et behov for, at vi kan samle klubberne om de opgaver der skal løses. ÅM og Festugeturneringen er skal-opgaver. Så må vi se, om der er mere. Jeg synes arbejdet i første omgang gik rigtig godt. Lokaler og forhold i Viby var rigtig gode. Naturligvis er der stadig et par løse ender og småting der skal løses. Men det lykkedes og sveden kan tørres af panden. Nu er der et halvt år til Festugeturneringen.

Vores klub havde syv deltagere. IM Hilmir var vor mand i toppen, hvor han i en meget lige Mester 1 scorede som forventet, 50% Jens Ramsdal blev en flot Aarhus mester med 3½ p. Jacob Arnbjerg spillede strålende det meste af tiden i Mester 3, men missede et par gevinststillinger foran blankt mål og måtte nøjes med 1½/5 – alt for lidt. I Basis 5 kom Andreas Brandt, som tilfældigvis ikke var på sin plads, da jeg kom forbi, skidt fra start med 0/3, men fortsatte ufortrødent og vandt sine sidste to. Basis 6 blev en triumf, da Robert Skytte vandt med 4/5 foran Jens Jakob Prasse med 3½ Vores nye medlem, Torsten Licht, havde 4/4 inden han måtte ned i sidste runde, hvilket desværre kostede 1. pladsen i Basis 7. Men nr. 2 og + 59 ratingpoint må siges at være godkendt comeback for en mand, der ikke har spillet skak i vist nok 33 år. Vasilia blev noteret for 3/5 i Basis 8. En god gevinst i sidste runde gav en fin fornemmelse.

Et samarbejde for eftertiden synes etableret. Der blev vist live på Chess24, og der blev hængt tabeller op i papirform. Jo. Der var noget over det.

1. Holdet 3-5 mod skanderborg

1. holdet tabte 3-5 til førerholdet fra Skanderborg. Et nederlag af den type, hvor marginalerne gik den forkerte vej. I toppen blev der præsteret helt utroligt. Bjørn Møller Ochsner bekræftede sin fremragende form med gevinst mod Jonas Bjerre, landets nr.1.

 Karsten Rasmussen kom lige med som reserve og gik bare ind og spillede ubesværet remis mod Mads Andersen med 2612. Vildt.

Dermed var der en meget reel chance mod stærke Skanderborg. Men ifølge spillerne blev en række lovende/lige stillinger i midterfeltet sat over styr til sidst. Under alle omstændigheder viser holdets spil og gode sammenhold med meget få og velbegrundede afbud, at vi har et meget stærkt 1.hold der kan spille med i den øverste top.

Det kan nævnes, at topscorer Erik Sobjerg med 3½/4, Den Jyske Tal, har en ratingpræstation på smukke 2479, mens Bjørn med sine flotte 3/4 på det meget svære 1.bræt er helt oppe på eventyrlige 2673. Wow.

2. Holdet 5-3 mod Nørresundby

2. holdet, som spiller i næsthøjeste division, 1. division, gr. 2, vandt 5-3 mod Nørresundby. Dermed ligger holdet på særdeles hæderlige 50%.

I 1. division er det stadig individuelle point der tæller, i modsætning til Skakligaen hvor man i år og næste år spiller med matchpoint. 2. holdet ligger med 12/24 på en udelt 4. plads. Vi har i samtlige 3 kampe scoret over forventet. P.t. har vi i alt præsteret 3.31 point over vores forventede score. Det er simpelthen bare utrolig godt. Nu er vi skakspillere som regel ret gode til at pive, men vi må være ærlige og sige, at der var medvind på cykelstien mod Nørresundby. I hvert fald på de to øverste brætter.

Jacob Arnbjerg har skrevet en fin reportage: 1. John mødte stærke Per Andreasen, som med de hvide brikker fik pres i c-linjen – hjulpet af en stærk springer i centrum. John stod ganske presset, og hvid kunne formentlig have konverteret på flere tidspunkter. Men John fik fremtvunget et slutspil med konge og springer mod konge, springer on g-bonde. Udfordringer var, at Johns konge var i risiko for at blive afskåret. Det blev dagens længste parti, og tungen skulle holdes meget lige i munden til det sidste. Flere gange truede hvis med at bytte springer, hvilket ville have betydet gevinst med det samme. John var dog yderst præcis i placeringen af sin egen konge, og til sidst indså Per, at en remis blev resultatet. Flot kæmpet.

2. Jakob spillede dagens næstlængste parti. Begge kongestillinger var noget luftige, og dette mens der stadig var tunge brikker på brættet. Det ene øjeblik så det ud til Jakob med de hvide havde angreb; det næste var det sort der truede. Det endte med at Jakob havde dronning og springer mod dronning og tårn i en finurlig stilling, hvor hvids dronning var meget aktiv (og truede med evigskak) mens hvids springer var passiv som eneste forsvarer af den hvide konge. Objektivt var det nok tabt for Jakob, men al kredit skal gives for at presse modstanderen hele tiden. Og så skete det skam; den sorte konge var i skak og tog et fatalt skridt op ad brættet – og så kunne Jakobs springer (som ikke havde rykket sig i de sidste 10 træk) levere en gaffel og vinde sorts dronning. Faktisk kom det aldrig så langt; Jakobs modstander placerede kongen, men indså så straks til sin store rædsel hvad han havde gjort. Så i stedet for at trykle på uret blev det et håndtryk til Jakob.

3. Kresten fik vist dagens første point, da han tog remis med de sorte. Dette var klart godkendt – ikke mindst da Kresten stod lidt under på brættet. Altid fornuftigt at komme hurtigt på tavlen.

4. Jesper Mygind spillede bare en flot parti. Han byggede solidt op, og da modstanderen overså en taktisk springer-manøvre, vandt Jesper en helt afgørende bonde i centrum. Derfra var det et stilstudie i hvordan man afbytter brikkerne mest favorabelt for derefter at lade den ekstra bonde blive spilafgørende. Modstanderen gav op i en stilling hvor Jesper stort set havde fremtvunget noget der mindende om træktvang.

5. Michael spillede mod 86-årige Børge Pedersen, der dog viste at alder i skak ikke nødvendigvis er en hindring. Michael fik på et tidspunkt løber og 2 bønder for et tårn, og således gik man ud i et slutspil som det vist kun var Michael med de sorte der kunne vinde. Men om det så var vundet er en ganske anden sag. Set udefra så det altid ud til, at hvid kunne holde sort fra at skubbe bønderne frem. Så det blev en (nok korrekt) remis.

6. Jesper Hammer er dæleme svær at slå. Og selvom sort pustede sig fint op – med både løber i diagonalen og aktivt dronning i a-linjen – så lignede det at Jesper havde fint styr på tingene. Sort fik i hvert tilfælde aldrig et rigtigt angreb sat ind, og man enedes om remis.

7. På bræt 7 sad Jacob Arnbjerg med de sorte brikker. Det blev lukket siciliansk (Portland attack), hvor sort spiller løberen til g7 og venter med at rokere. Hvid kunne heller ikke beslutte sig for hvor kongen skulle hen, og det endte med at damerne hurtigt kom af brættet. Dette tog reelt set brodden af det hvide angreb, og i stedet fulgte et kompliceret midtspil hvor sort forsøgte at gøre løberparret gældende, mens hvid dansede med sine heste på kongefløjen. Det blev dog hurtigt klart, at den sorte stilling var bedst, og op mod træk 40 gik det stærkt. De sorte løbere dominerede og der blev skabt to forbundne fribønder i a og b-linjen. Jacob fandt en forceret sekvens hvor den ene løber gav sig selv for den hvide springer. Men tilbage var der frit løb for a-bonden – som havde mere end rigelig hjælp fra et tårn på a8 og en løber på g7 (der stod den godt hele partiet!).

8. Robert Skytte debuterede på bræt 8 – om det er den yngste spiller i 1.divisions historie kan andre måske hjælpe med at afklare – men det var i hvert tilfælde ungdommen overfor erfaringen mod 75-årige Per Grevlund. Og desværre var det erfaringen der vandt. Robert spillede flot og de fik et tårnslutspil – men hvor sort havde initiativet og en svag hvid a-bonde at angribe. Robert kæmpede til sidste træk, men det var forgæves. Sort spiste stille og roligt de hvide bønder, og der var ikke noget at stille op. Men en rigtig fin debut af Robert; der kommer til at være mange divisionskampe i den unge mand.