Aarhusmesterskabet i skak 2023 er slut.
Fem runder over weekenden er spillet til ende. Turneringen var det første resultat af det nye samarbejde mellem en række lokale klubber, Viby, VRS, Nordre, SK68 og Aarhus Skakklub/Skolerne.
Efter Chesshouse ikke længere er der, er der i stedet et behov for, at vi kan samle klubberne om de opgaver der skal løses. ÅM og Festugeturneringen er skal-opgaver. Så må vi se, om der er mere. Jeg synes arbejdet i første omgang gik rigtig godt. Lokaler og forhold i Viby var rigtig gode. Naturligvis er der stadig et par løse ender og småting der skal løses. Men det lykkedes og sveden kan tørres af panden. Nu er der et halvt år til Festugeturneringen.
Vores klub havde syv deltagere. IM Hilmir var vor mand i toppen, hvor han i en meget lige Mester 1 scorede som forventet, 50% Jens Ramsdal blev en flot Aarhus mester med 3½ p. Jacob Arnbjerg spillede strålende det meste af tiden i Mester 3, men missede et par gevinststillinger foran blankt mål og måtte nøjes med 1½/5 – alt for lidt. I Basis 5 kom Andreas Brandt, som tilfældigvis ikke var på sin plads, da jeg kom forbi, skidt fra start med 0/3, men fortsatte ufortrødent og vandt sine sidste to. Basis 6 blev en triumf, da Robert Skytte vandt med 4/5 foran Jens Jakob Prasse med 3½ Vores nye medlem, Torsten Licht, havde 4/4 inden han måtte ned i sidste runde, hvilket desværre kostede 1. pladsen i Basis 7. Men nr. 2 og + 59 ratingpoint må siges at være godkendt comeback for en mand, der ikke har spillet skak i vist nok 33 år. Vasilia blev noteret for 3/5 i Basis 8. En god gevinst i sidste runde gav en fin fornemmelse.
Et samarbejde for eftertiden synes etableret. Der blev vist live på Chess24, og der blev hængt tabeller op i papirform. Jo. Der var noget over det.