Svend Svendsen 90 år!

Den 25. april fyldte klubbens stifter, Svend Svendsen, 90 år. Hans betydning for klubben, for dansk skak, for dansk skoleskak og såmænd for Aarhus kan knap overvurderes. At han stiftede Skolernes Skakklub, der i dag er den ene del af vor nuværende klub er naturligvis rigeligt til at blive fejret. Efter stiftelsen i 1972 var Svendsen i årevis den driftige formand, som på sin officielle arbejdsplads, Brobjergskolen, både stod for organisering af skoleskak i topklasse og sikrede de unge mennesker røgfrie omgivelser i klubben om aftenen. Og ja, et røgfrit miljø i 1970-erne var enestående. Han var også formand for Aarhus Skoleskak – det siger vel sig selv. Han var også manden der opfandt skaklejrene. Tranum lejren om sommeren var så stor, at selv med 300 pladser var der ventelister og efterhånden en lejr to. Og så kom Sahllejren i efterårsferien. Altid blev det hele fastholdt i fremragende små aviser eller bulletiner, der sikrede at alle havde et varigt minde om en stor oplevelse. Træning på højt niveau blev i Svendsens tid en selvfølge. Der blev indført forberedelse før holdkampe. Osv. Osv. Altid opfindsom, altid opmærksom stod Svendsen bag og sikrede fremragende oplevelser. I dag er Aarhus en by i stadig fremgang, men i 60-erne og 70-erne var det ikke sådan. Byen var præget af tidens klassiske afproduktion. Fabrikker lukkede og folk flyttede ud. I den tid var Svendsen ikke blot for os skakspillere, men for selvforståelsen i byen af største betydning. Der er mange, vi er mange, der skylder Svendsen evig tak for en fantastisk indsats – gennem årtier. Hip hip hurra – og tillykke til Svend Svendsen! Foto er fra ca. 1975. Drengen ved højre albue er Thomas Ochsner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *