Chess House GM-turnering – 29. november – 5. december 2020

I disse Corona tider er skakturneringer mellem rigtige, levende mennesker der rent faktisk sidder overfor hinanden næsten et nostalgisk minde fra svundne tider. Men ikke i Chess House! IM Rasmus Skytte, fra Aarhus Skakklub/Skolerne, Dansk Skak Unions Ungdomslandstræner, er idemand til en turnering, hvor de unge danske talenter får en sjælden chance for at spille nærskak mod stærke modstandere.

Sammen med klubkammeraten Mads Boe og formanden for Chess House, Thomas Vestergaard, i arrangør gruppen, er det lykkedes at stable en vaskeægte turnering på benene. Endda en turnering fra øverste hylde; en GM-turnering.

Og sikke et spændende felt vi får at se i aktion: 21-årige GM Jesper Thybo, 2565 og 16-årige GM Jonas Bjerre, 2551, er tidens to hotteste unge stormestre fra Danmark. De møder bl.a. den erfarne dansk/islandske GM Henrik Danielsen, 2513. De tre stormestre udgør tilsammen en favorittrio.

Så kommer de to unge danske IM-ere Martin Haubro, 2434 og 17-årige Filip Boe Olsen,2354 som begge vil jagte GM-ere og på en god dag måske også GM-norm. Tyske Spartak Grigorian på 22 er titelløs, men med et ratingtal på 2433 skal han også tages seriøst i denne klasse.

19-årige FM Hilmir Heimisson, Island,2318, lokale FM Jens Ramsdal, 2292 på 23 er sammen med 21-årige WIM Lena Georgescu, 2278 fra Schweiz og 19-årige WFM Ellen Fredericia forventelige IM- norm jægere. Ellen Fredericia har haft et formidabelt 2020. Med ELO 2174 er hun p.t. den højest ratede kvinde i Danmark.

Det er et enestående ungt felt, hvor Henrik Danielsen med sine 54 år er 28 år (!) ældre end næstældste, Martin Haubro, på 26 år.

Turneringens hjemmeside: www.videoskak.dk

Runderne er som følger:

  1. Runde 29. nov. Kl. 11.00
  2. Runde 29. nov. Kl. 17.00
  3. Runde 30. nov. Kl. 17.00
  4. Runde 1. dec. Kl. 17.00
  5. Runde 2. dec. Kl. 17.00
  6. Runde 3. dec. Kl. 11.00
  7. Runde 3. dec. Kl. 17.00
  8. Runde 4. dec. Kl. 17.00
  9. Runde 5. dec. Kl. 17.00

Pga. Corona er der desværre ingen fysisk tilskueradgang til denne lækkerbisken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *