Henrik Ochsner som æresmedlem!

Højdepunktet på generalforsamlingen 19.maj 2020 var unægtelig, at Henrik Ochsner blev kåret til æresmedlem af klubben. Efter intet mindre end 44 års medlemskab – hvor stort engagementet og aktiv deltagelse altid har været i højsædet – er det klubbens store glæde, at tildele Henrik titlen.

Henrik har altid haft enorm stor betydning for trivslen og fremdriften i de skakmiljøer, hvor han er færdedes. Som ung var han involveret i bestyrelsesarbejdet i Skolerne, og gennem årene har han været med som leder ved utallige af de ikoniske danske skaklejre. Senere har Henrik været formand for Aarhus Skoleskak, hvor hans organisatoriske evner har været med til at sikre, at skoleskakken i Aarhus har været en af de mest markante succeshistorier, som skakken har haft de senere år. Gennem alle årene har Henrik også været aktiv i skoleskakken ude på forskellige aarhusianske skoler, hvor det har været hans pædagogiske evner børnene har nydt godt af.

At Henrik kommer fra en skakglad familie, er nok næppe gået nogens næse forbi. Passionen og talentet for skakken er noget, der ligger dybt hos Ochsner-familien, og en af Henriks store bedrifter må siges at være at have lært sine børn spillet. De gener, der sikrede Bjørn et helt suverænt danmarksmesterskab i 2018, er jo kommet et eller andet sted fra…

Rent skakmæssigt har Henrik haft flere flotte resultater. Heraf kan nævnes, at Henrik fik en fornem 4.plads ved det første skoleskak DM, dengang hvor der kun var to grupper. Han tabte kun til Jens Ove Fries-Nielsen og vandt bl.a. over en ung Curt Hansen i sidste runde. Senere var Henrik med til at føre Skolerne i landets bedste række, og Henrik har igennem mange år haft spillestyrke som en stærk mesterspiller. Ratingtallet har sågar været over de 2100 i de år, hvor særligt angrebsspillet blev forfinet (bl.a. inspireret af en vis G. Kasparovs åbninger). 

Selvom ratingtallet de seneste år formelt set har været lige under mesterstyrke, producerer Henrik stadig gode resultater for klubben i holdskak. Tilbage i november scorede Henrik vigtige point i skakligaen, og på 2.holdet lykkedes det endda Henrik at vinde på tid! Efter så mange år med skak, er det en fornøjelse at se, at lysten til at spille skak er uformindsket, og Henrik er altid klar på et parti lyn, samt at komme i klubben og støtte op om foredrag m.m.

For hans utrættelige indsats skal der fra alle i klubben lyde et stort og dybfølt TAK.

Et stort tillykke til Henrik med titlen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *