Chess House underløbet

De seneste dage har været kaotiske i den aarhusianske skakverden. Formanden for Chess House, Sven Christensen, har erklæret foreningen opløst – i strid med vedtægterne. Møbler, computere, TV, skakspil, skakure og kioskvarer er blevet fjernet fra Chess House, og lokalerne er blevet opsagt. Samtidigt er kontoen tømt og kassekreditten fuldt udnyttet. Sven Christensen har stiftet en ny organisation, “New Chess House”, og har åbenbart haft en forventning om, at vi og Nordre vil skifte over til at spille der.

Det kan der naturligvis ikke blive tale om.

En bred kreds af gode aarhusianske skakkræfter arbejder på at genetablere Chess House. Den planlagte ekstraordinære generalforsamling gennemføres mandag den 29. juli klokkken 19 i Chess Houses nu møbelløse lokaler, hvor der vælges en ny bestyrelse. Alle er velkomne, og jeg kan kun opfordre klubbens medlemmer til at deltage.

Bestyrelsen i Aarhus Skakklub/Skolerne får en stor opgave med at finde et spillested til den kommende sæson, og med at sikre, at vi har de fornødne materialer. De gamle materialer befinder sig midlertidigt hjemme hos mig, og forhåbentlig går der ikke så længe, før Chess House er reetableret.

Der er ingen tvivl om, at Sven Christensen i sin formandsperiode har gjort et stort stykke arbejde for aarhusiansk skak. Men det blegner ganske ved siden af den svinestreg, det er groft at tilsidesætte almindeligt foreningsdemokrati – for slet ikke at tale om at stjæle samtlige foreningens aktiver. Som en konsekvens heraf er han naturligvis blevet politianmeldt.

Jeg har haft et udmærket samarbejde med Sven, og jeg har stolet på ham, så jeg er selvfølgelig vred og skuffet. Men jeg er ikke den eneste, der er blevet snydt af hans charmerende væsen. Det er efterfølgende kommet frem, at Sven har et utroligt stort antal selskabskonkurser bag sig, og han har åbenlyst i forhold til Chess House brugt samme strategi som en selskabstømmer. Jeg håber og tror, at vi har set det sidste til denne svindler i den danske skakverden, og jeg håber, at han fremover bliver forhindret i at bruge sine tvivlsomme metoder i andre sammenhænge.

Læs eventuelt mere hos DSU på http://skak.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=2426:chess-house-underlobet&catid=10:topnyheder&Itemid=148

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *