Bronze til 1.holdet!

Kurven havde været støt opadgående, det bedste resultat i en del år kunne imødeses. Måske. For sagen var den, at de sidste tre runder bød på de hårdeste modstandere. Det var nu, det skulle vise sig, om holdets hårde kerne kunne stå imod, når det virkelig gjaldt.

7. runde: Skanderborg – ÅSS: 4½ – 3½

Et tab med mindst mulig margin til de forsvarende mestre, der lå på 2. pladsen, temmelig langt foran os. Det lyder ikke så slemt, og var det vel heller ikke. Men på dagen var der chancer. Deres 8. bræt spillede egentlig fornemt, men var i længden ikke en match for vores topscorer, Erik Søbjerg. Uffe vandt et spændende parti mod Nicolai V. og så kørte Jakob bare Mads Andersen over. Det var lidt vildt.

8. runde: Brønshøj – ÅSS: 3½ – 4½

Yes! En vigtig sejr. Brønshøj har i 2010-erne været et yderst stabilt tophold og en svær modstander for os. Lige i år var de i gang med deres ringeste sæson længe. Men til den afsluttende dobbeltrunde i Hillerød stillede de selvfølgelig med et godt hold. Og var favoritter med en forventet på 4.56 mod os. Erik Søbjerg vandt et flot angrebsparti – igen. Rasmus og Andreas vandt to dejlige partier.

9. runde: ÅSS – Team Xtracon Køge 3½ – 4½

Sidste runde mod Køges førende stormestre, det stærkeste hold ligaen har set til dato. Vores klippe på 1. brættet, Jakob Vang Glud, måtte desværre ned for første gang i år, men der blev kæmpet stort og så fik Uffe has på GM Chatalbashev. Vores forventede score var 2.27 – og dette var deres mindste sejr i år.

Med 40 p og 11 mp var en særdeles fornem 3. plads sikret – med 6 point (!!) ned til nr. 4. Fantastisk! Vores bedste placering i seks år.

I den forbindelse bør det fremhæves, at der kun var 4 afbud i løbet af hele sæsonen. Det viser i den grad noget om kampvilje og gejst på holdet. Alle kæmpede. I løbet af året blev det også normen at være med til holdmøderne inden runden. Endda på Skype.

1: Jakob Vang Glud: 4½/8 – TPR: 2559 – Satte en ny norm for 1.brættet
2: Andreas Hagen: 3/9 – TPR: 2314 – Kæmpede forbilledligt. TPR siger ikke nok.
Reserve: Karsten Rasmussen: 1/1 – Han kom, så og sejrede.
3: Rasmus Skytte: 4½/9 – TPR 2367 – Stabil præstation af Rasmus.
4: Jan Sørensen: 3/7 – TPR 2265 – Havde de berømte små marginaler mod sig.
5: Uffe Vinther-Schou: 6/9 – TPR 2432 – Et markant comeback!
6: Tobias Christensen: 4½/8 – TPR 2346 – Solidt fra de senere års topscorer.
7: Thomas Ochsner: 4½/9 – TPR 2205 – Solid præstation.
8: Erik Søbjerg: 7½/9 – TPR 2375 – The Killer! Fyrre fortjente rating point i posen.
Reserve: John Rendboe: 1½/3 – 3 x remis.

Dermed er klubben allerede tilbage i toppen af dansk skak. Næste udfordring: Europa Cup til november.

John Rendboe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *