Gert Medom Madsen
lørdag den 20. februar 2010
Jeg fik idag den triste meddelelse at Berno Hansen, Viby Skakklub, er død i onsdags. Han deltog i sidste weekend i Århus Mesterskabet 2010 og virkede da normalt fungerende.
Berno var en spiller jeg mødte adskillige gange gennem årene. I starten havde jeg besvær med denne særprægede og begavede spiller, der både spillede godt positionsspil og samtidig var lumsk og taktisk stærk. Med årene fik jeg bedre styr på Berno og lærte hans spilmæssige svagheder at kende. Disse bestod navnlig i at Berno kunne lave uprovokerede fejl, når han ikke blev presset.  Berno kunne vinde over selv ret stærke spillere på en måde der så let ud. Til gengæld kunne han tabe points til klart svagere spillere.  
Berno var uden tvivl et ganske intelligent menneske, der lynhurtigt opfattede situationer både socialt og skakligt. Det var ikke unormalt at Berno spillede lynhurtigt og kunne gennemføre partier med en samlet betænkningstid under 30 minutter, mens modstanderne havde besvær med at klare tidnøden. Kun Anand var hurtigere. Sidste gang jeg så Berno i aktion var sidste lørdag. Lars Hougaard sagde at jeg skulle se Bernos parti, hvor Berno havde brugt 10 minutter,  mens modstanderen havde brugt 90 minutter. Berno vandt til sidst ved et smart magnetoffer som fremtvang en hurtig mat.
Berno var et menneske der aldrig søgte at være midtpunktet i socialt samvær men havde det fint med at give sit beyv med. Han havde en fin og ret præcis humoristisk sans, der aldrig tog sigte på at gøre sig sjov på andres bekostning. Jeg husker en gang, hvor Søren Bennedsen optrådte med sine vittigheder i Chess House og Berno på et tidspunkt sagde: ”Søren Benneweiss!”. Han var altid en behagelig modstander der aldrig distraherede sin modstander eller gjorde sig skyldig i usportslighed for at vinde. Berno var et privat menneske der ikke talte meget om sit private liv og den grænse respekterede jeg gennem årene.  
Det er trist at vide, at nu kommer der ikke flere kampe mod Berno. På den anden side er jeg glad for de gode og intense kampe jeg fik mod ham mellem 1992 og 2008. Altid en god modstander!
Æret være hans minde!